(En Wadskov manipulation)

Verden er fyldt med postulerede sandheder, sikkerheder, lovmæssigheder, opfattelser og idealer. Hvis disse opfattes som absolut sande er verden i lige så høj grad fyldt med deres modsat rettede løgne. (Sandhedens negation).

Verden er altså delt ind i sandt og falsk.

Hvad er så sandhed og hvad er falsk?

Den kritiske teori som repræsenteret af Habermas deler verden ind i 3 områder:

Naturvidenskabens:

Hvor der defineres hvordan man faktisk forholder sig til den fysiske verden og betjener sig af den. Her er videnskaberne udslagsgivende for hvad sandheden er. Hvad der virker og er empirisk påviseligt er sandt. Der tages kun stilling til målbare effekter. Naturvidenskaberne er et effektivt middel til at angribe værdier, holdninger og opfattelser da ingen af dem kan måles eller vejes. Alle de værdier vi betragter som selvfølgelige har meget lidt biologisk eller fysisk begrundelse.

Verdens fortryllelse bliver hævet. Efter min mening er den holistiske GAIA-teori et glimrende eksempel på dette. Mennesket har ingen særstilling, vi er led i Jordens proces, og ingen af vores udløste katastrofer kan slå Jorden ihjel, den ændrer sig bare til en tilstand hvor mennesket ikke kan eksistere. Men der vil stadig være liv.

Humanvidenskabernes:

Her er erkendelsesinteressen sproget hvor kulturens tradition er nedfældet. Humanvidenskaberne er tolkende hermeneutiske og målet er forståelse. Da den hermeneutiske aktivitet befinder sig i området mellem ”at finde ” og ”at skabe” ( netop tolkningen er styret af den person der tolker og vedkommendes verdensinteresser og værdier. En antik romer betragtede gladiatorkampene som midlet mod dekadence fordi det var moralsk opbyggeligt at se folk dø en nobel død i kamp. Vi betragter samme gladiatorkampe som et udtryk for dekadence) vil der altid være spørgsmålet om hvilke værdier der ligger til grund for aktiviteten. Dette betyder at ingen videnskab kan være værdifri. Der foretages et bevidst eller ubevidst valg.

Samfundsvidenskaberne:

Skal være frigørende. De skal danne grundlag for den kritik der er evnen til at skelne mellem egentlige samfundsmæssige lovmæssigheder og de foranderlige træk som overtro og ideologi giver ud for at være lovmæssigheder, og derved danne grundlaget for at ændre samfundet i overensstemmelse med de menneskelige mål, samtidig med at der tages hensyn til de egentlige lovmæssigheder der angiver det muliges grænser.

Sammenfattende:

Selv den mest basale stillingtagen til værdier og idealer må forudsætte en erkendelse af de forskellige idealers og værdiers indhold og struktur, af deres rækkevidde og sammenhænge med andre værdier, idealer og erkendelser.

Valget foretages under omstændigheder hvor erkendelse og vurdering, virkelighed og værdi ikke er adskilte fænomener.

Hovedvægten er igen lagt på de hermeneutiske interesser. Altså på sproget, hvor, som før nævnt, kulturens traditioner er nedfældet.

Så lad os kigge nærmere på sproget.

Først via dekonstruktivisme:

Der findes ingen grundlæggende sandhed. Der findes kun lokal sandhed genereret af menneskelige grupper i deres kulturelle systemer. Som følge deraf er værdier og identitet kulturelle konstruktioner. Ikke stabile enheder. Selv vores ubevidste er en kulturel konstruktion, da den er skabt af undertrykkelse, de undertrykkende kræfter er kulturelle, og hvad der er Taboo er kulturelt formuleret.

Sproget frembringer virkeligheden, idet sproget er bæreren af kulturen. Der findes ingen absolut og stabil betydning, hævet over kulturen. Betydning eksisterer kun i sammenhæng med andre betydninger og i afstand fra andre betydninger. Verden er defineret ved binære par som godt/ondt, mand/kvinde, lys/mørke, højre/venstre, sjæl/krop som i den vestlige kultur altid er ladet positivt/negativt. Netop derfor skaber Gud verden med Ordet (eller rettere Logos) og ved at sætte skel først mellem lys og mørke.

Målet i dekonstruktivisme er at ophæve de binære oppositioner.

Netop fordi oppositionerne er algebraiske A= nonB eller sprogligt: Lys er fravær af mørke, er det umuligt at definere den ene del af en binær opposition uden at referere til den anden. Derfor er metoden at påvise at hvert enkelt term ikke er i opposition til, men derimod en del af det andet term. Til sidst er det umuligt at finde ud af hvad der er hvad, og ideen om binære oppositioner mister sin betydning og bliver dermed sat i spil. Ideen er at man ikke bare bygger ovenpå gamle binære systemer, men nedbryder de gamle ved at påvise at de grundlæggende byggesten er i modstrid til deres egen logik.

Kaos rør på sig og skabelsen kan begynde forfra.

Dernæst gennem Sapir-Whorf hypotesen:

Denne teori er delt op i 2 dele:

Teorien om lingvistisk determinisme i en stærk og en svag udgave:

Den mest accepterede er den svage:

Tænkningen er påvirket af vores sprog uanset hvad dette sprog måtte være.

Teorien om lingvistisk relativisme:

Vores opfattelse af omverdenen er bestemt af vores sprog, ikke af klare og tydelige fænomener der springer observatøren lige i øjet. Verden bliver præsenteret i en kalejdoskopisk strøm af indtryk som skal organiseres af vores hjerner. Og organisationen foregår via vores lingvistiske systemer (sproget). Deraf følger et nyt relativitetsprincip, som indebærer at alle observatører ikke er styret af samme fysiske bevis, medmindre deres sproglige baggrund er den samme eller på en eller anden måde kan kalibreres.

Et sprog har et sæt distinktioner indkodet i sig der er enestående for dette sprog. Og der er ingen grænser for den strukturelle forskellighed i sprog.

Farveskalaen er en glidende overgang, hvor vi i forskellige sprog har forskellige opdelinger. Der er på spansk, italiensk og russisk ikke noget ord der svarer til betydningen i det engelske ”blue”.

Opdelingerne er tilfældige, og de begrænser sig ikke kun til farveskalaen.

Hvis distinktionerne er tilfældige betyder det også at vores måde at forholde sig til verden på og vores mulighed for at se verden også i vores naturvidenskaber er styret at sproget. Så den verden vi anser for virkelig og empirisk beviselig er en konstruktion af vores sprog, og dermed af vores kultur.

Både tid, omverden og jeget er er styret af sproget. Og vores sprog (de indoeuropæiske) er specielt karakteriseret ved at nogen gør noget ved noget.

Subjekt og objekt er adskilte virkeligheder, hvor subjektet handler og denne handling foretages på det passive objekt.

Tidslinien er helt klar. Vi fortæller med det samme om en handling foregår i nutid, datid eller fremtid.

Endvidere redegøres der straks for om et eller andet optræder i ental eller flertal, og på flere indoeuropæiske sprog også om ikke bare en persons, men også en genstands køn.

Hvad er så sandt og hvad er falsk?

Som det burde fremgå af ovenstående er det temmelig problematisk at fastlægge sandhed og løgn. Hvad der kan siges er at vi i vores kultur har en sproglig inddeling der gør det muligt at kategorisere den fysiske verden på en måde så vi er i stand til at benytte os af den. Vores opfattelse af hvordan den fysiske verden fungerer har givet os en masse muligheder for manipulation af vores omgivelser med alt hvad det indebærer af potentiale for destruktion og opbygning.

Den fysiske verden er blevet opfattet som en mekanisk uorganisk verden det har ligget os frit for at benytte uden andre begrænsninger end vores egen teknologiske fremskridt. Med den nyeste udvikling inden for den teoretiske fysik er der sket et skred fra denne verdensopfattelse, men dette er kun slået igennem på netop det teoretiske niveau. Mennesket ( den indoeuropæiske/vestlige verden der er dominerende i tænkningen) behandler stadig subjektivt naturen som et objekt. Dette er den sandhed vi benytter os af her. Samtidig fastholder vi vores lineære tid (fortid, nutid, fremtid). Denne bliver endda betragtet som en evig forbedring af kulturen. De var dumme i fortiden, de var overtroiske, og vi ved meget bedre hvordan alting hænger sammen fordi vi har fundet den objektive sandhed ved hjælp af vores naturvidenskaber og vores overlegne teknologi og dermed vores overlegne evne til at træffe sande (objektive) konklusioner.

Vi inddeler også stadig i køn og antal, en yderligere deling af verden i beskrivende termer der fremstår som objektive.

Den Indoeuropæiske/vestlige verden er i meget høj grad en verden hvor det enkelte subjekt (individ) er udsat for isolation fra og i verden i kraft af objektiviseringen af verden og andre individer. Vi er sat uden for verden for at kunne kontrollere den. Naturen kendes kun indirekte, via det matematisk-logiske synspunkt, hvor den burde være karakteriseret som de strukturer af meningsfulde relationer som du eksisterer i og er med til at forme.

Vores medmennesker bliver også i høj grad betragtet som objekter, hvilket betyder at de ikke betragtes som mennesker, idet personlige relationer kun kan formes ved et møde hvor begge individer forandres og påvirkes af mødet.

Kun i situationer hvor vi er centrum i vores eksistens og er i stand til at opfylde vores potentialer, er i stand til at se verden i sit sande perspektiv, og forstår hvad noget virkeligt betyder for dig er der balance mellem objekt og subjekt, og her tages der personligt ansvar forstået som: At vælge sine tanker, følelser og handlinger.

Vi har i vores kultur adskilt subjekt fra objekt, vi har adskilt sandhed fra virkelighed d.v.s. individet er sat til side for at finde et neutralt standpunkt. Der er konstrueret en abstrakt sandhed der er adskilt fra hvad der er eksistentielt reelt.( f.eks er drifter en fremmedgørelse fra vores oplevelser. Du har ikke en seksualdrift. Du er din seksualitet)

Denne abstrakte sandhed fremmedgør ikke bare mennesket fra naturen, men også fra os selv fordi vi gør ting abstrakte for derefter at overbevise os om at de er sande. Fornuft er i dag reduceret til matematisk-logisk fornuft, hvor den bør opfattes som ekstatisk fornuft.

Sandhed bliver virkelighed når individet frembringer den i bevidstheden.

Og hvordan gør man så det?

Som nævnt i gennemgangen af Sapir-Whorf hypotesen og dekonstruktivisme er vi afhængige af vores sprog, og dette sprog er med til at forme både det vi kalder virkelighed, vores tidsbegreber og vores selv.

Vi kan ikke pludseligt frigøre os fra vores kultur. Den er indlejret bevidst og ubevidst i alle niveauer af verden. Hvis vi vender ryggen til vores kultur forholder vi os stadig til kulturen, vi er bare i opposition.

Hvis det skal lykkedes at forandre verdensopfattelse er dekonstruktivismen et godt udgangspunkt. Ophævelsen af de binære oppositioner er første skridt i en lang proces.

Målet er en total nedbrydning af alle tidligere opfattelser, det totale paradigmeskift eller rettere paradigmeophævelse. Verden er ikke objektiv, alle betydninger er gyldige, og kan derfor ikke defineres som løgne eller falske.

Tidsbegreberne fortid, nutid og fremtid ophæves idet det gør sig gældende at i bevidstheden er det 3 sider af samme fænomen. Når vi foretager et valg i nutiden foretager vi et valg for fremtiden og dette valg bestemmer hvad vi har brug for at vide fra fortiden. Man er placeret både ved begyndelsen og enden på samme tid. Skabelsen ophæves og overlader det til dig at skabe igen. Logos er din ejendom.

Samtidig vil definitionerne på Selvet blive flydende idet man er i gang med at nedbryde de kulturelle fænomener der er med til at konstituere Id-entiteten.

Ved mødet med andre vil påvirkningen ikke længere være den consensus-orienterede formidling via sproget, men i kraft af tilstedeværelsen være den subliminelle overførsel af betydning der forgår samtidig med sproget og påvirker både afsender og modtager. ”Støjen” i meddelelserne bliver vigtigere end selve indholdet og åbner samtidig for en anden tolkning af verden da ”støjen” både bærer andre betydninger af sproget og er fri fra sproget.

Når man har opnået den totale ”nøgenhed”, strippet ned til The bleeding heart opstår muligheden for at frembringe Sandheden For Mig. Det er muligt at skifte ubesværet mellem paradigmer, verdner, overbevisninger og diverse sandheder, med fuld overbevisning og uden at blive fanget af én sandhed.

Kaos er sat endegyldigt fri

Nothing is true, everything is permitted